Super, Klaus - og ganske tankevækkende. En lille reminder om at være kritisk med bestemmelsen, når man står over for en Sortand, der kandiderer til Amerikansk...

Da der var fine muligheder for at nærstudere Sortænder denne dag kiggede jeg nøje flokke igennem for at finde en amerikaner. Det lykkedes ikke, men til gengæld kunne det konstateres, at fugle, der med hensyn til udbredelse af gult på næbbet nærmede sig denne, var repræsenteret med flere individer. Især når man ser en sådan forfra kan den virke påfaldende lysende. En endnu mere ekstrem fugl findes i "Svalans" fotogalleri, dateret 10.4 2011, Påarp. Som altid, når et individ bryder grænserne for, hvordan en art kan variere, trækkes hybridkortet frem i visse kredse. Det er der næppe grund til her, dertil er variationen i Sortands næbtegning alt for stor, selvom dette nok ikke er almindeligt kendt i bredere kredse. Det er selvfølgelig essentielt at bemærke formen af det gule på næbbet hos en mistænkt Amerikansk Sortand. De danske foto-dokumenterede fugle efterlader ingen tvivl om, at indtil flere Amerikansk Sortand optræder herhjemme. At de fleste er fundet på steder, hvor man bevidst kigger Melanitta-flokke igennem, er meget naturligt, men en god regel omkring hits er jo: er der kun én, kan det være en tilfældighed. Er der to der med garanti flere i omløb. I det forsinkede forår er disciplinen: find en sjælden Melanitta derfor oplagt. Udover den jyske vestkyst og områderne ved Halsnæs, der allerede er vel dækkede, bør Nordvestsjællands kyster checkes. Oplagte steder er Røsnæs, Sejerøbugten (med alt hvad det indebærer af øer og odder), Sjællands Odde, og det sørgeligt under-birdede Ordrup Næs, der anbefales til stille dage - dækkes bedre, end tilfældet er nu.

Intressant från Klaus! Får mig att tänka på denna samt den svenska som finns länkad där. kuriosa JanJ