Beskrivelse: Denne Gransanger holdt til flere dage i træk ved Juulsvej i Ho. Enten var den stærkt vokal, og kaldte med kald eller kaldserier af det såkaldte "kyllingekald" (et entonet "ihht"), eller også var den komplet tavs. Udseendet taler for sig selv: klar dominans af kølige beige oh hvidlige farver, med et tydeligere brunstik på kinden og ret tydeligt lysbeige øjenbryn. Kun på svingfjerenes kanter ses olivengrønt, bortset fra nogle få af skulderfjerenes spidser. Næb og ben sorte, næbbet med lidt lyst langs kanterne. Alt dette er helt i linie med hvordan en tristis skal se ud. Ole Zoltan göller har skrevet et glimrende og ret let forståelig oversigt over bestemmelseskriterierne på Netfugl (og jeg ser gerne at andre følger OZG´s eksempel), der bl.a. sammenfatter de seneste taksonomiske tankegange omkring dette interessante kompleks. Således (og dét var på tiden) foreslår Svensson & Dean 2005, at de blegere fugle, der er benævnt "fulvescens" fra områder vest for tristis centralasiatiske overgangsområde, behandles som en form af tristis. Dette er helt i linie med artikler fra 2009 og 2010, og leder frem til, at: - fugle med kombination af grå/beige/brun dragt uden grønt på andet end svingfjerenes kanter (og evt.lidt på spidserne af skulderfjerene), med rent brungrå isse til ryg, overvejende sorte næb og ben samt: - "kyllingekald" .... kan regnes for hørende til tristis-komplekset = Sibirisk Gransanger. Tidligere regnede man med,at sådanne fugle kun kunne bestemmes i hånden, bl.a. på baggrund af Svenssons grønne ringmærkerbibel. De dukker i Vesteuropa altid op i antal om efteråret på det for sibiriske trækgæster rigtige tidspunkt, og gerne som "frontløber" for forekomst af Hvidbrynet Løvsanger og Fuglekongesanger (set en del år på Öland!). Med de nye kriterier udvides begrebet unægteligt. På Netfugl ligger en del tristis-fotos, og bl.a. har jeg selv uploadet en del fugle fra Indien, hvor kun Sibirisk Gransanger overvintrer. Her ser man samme variationsbredde som i Vesteuropa, fra decideret brune fugle med hvidligt øjenbryn og intet gult/grønt, til de lyse fugle som denne, med olivengrønne kanter på svingfjerene. Fugle fra Indien og Nepal har altid kun kaldt med kyllingekaldet. Og så er det, at tankerne går tilbage til 1990, hvor jeg hev en lys beige Gransanger med knaldsorte næb og ben ud af nettet. Da fuglen blev sluppet hørtes kyllingekaldet. Dengang var det kotyme at man ikke kunne bestemme tristis i felten. Jeg spurgte derfor Göran Walinder - dengang den førende phylloscopusexpert -om man kunne bestemme sådanne i felten -lidt naivt, men velment. Den gode mand nærmest snerrede "Det ser du vel man kan"! Endeligt, efter 20 år, ser det ud til at tiden er moden til at tristis kan bestemmes i felten for alvor!