Søren Haaning Nielsen d. 30. jun. 2021 kl. 11:14
Sidst opdateret af:
Morten Bentzon Hansen d. 7. jul. 2021 kl. 09:03
Rejsen til Lapland
Tekst: Søren Skov og Henrik Dissing
Lille Kjove kan optræde talrigt i fjeldene i gode lemmingeår. Foto: Søren Skov
FUGLEKIG I NORDEN: Glæden ved at se på fugle bliver endnu større, når fuglene ses i stor og vild natur
Lapland. Alene ordet kan få mange danske fuglekiggere til at dagdrømme. Lapland er ikke blot fede fugle, men også stor, uberørt natur, hvor man som menneske kan føle sig lille og i et med naturen. Sådanne steder er der ikke mange af mere, og da slet ikke i Danmark, som er det mest gennempløjede land i Europa.
Men hvor skal tage hen for at drømmerejsen bliver til virkelighed?
Gennem mange år har en kombination af Varanger i det nordøstlige Norge og taigaen i det nordøstlige Finland været en klassiker.
Vi lægger ud med en artikel om Varanger. Derpå følger en artikel om Finland, med særlig vægt på den nordlige del.
Der er langt til Varanger og det nordlige Finland, og på en bilrejse er det derfor oplagt at kombinere rejsen med nogle stop i Sverige/Sydfinland.
Der er derfor mange muligheder for at sammensætte rejsen, men det bedste er at være i skovene tidligt i juni, inden myggeplagen bliver for stor, og derefter besøge fjeldene.
Spillende Tredækker ved midnatstide fotograferet fra landevejen ved Klimpfjäll. Foto: Søren Skov
Da det er de færreste, der kører direkte uden stop mellem Danmark og Varanger/det nordlige Finland er det værd at finde nogle lokaliteter, hvor man undervejs kan få store oplevelser med fugle og natur, og som derfor kan gøres til en del af rejsen.
Hvis man kører i bil op gennem Sverige, kan det f.eks. være oplagt at besøge en spilleplads for tredækkere.
At opsøge en spilleplads for tredækkere, kræver normalt stor varsomhed, da fuglene naturligvis ikke bør forstyrres på spillepladsen, men ved den lille landsby, Klimpfjäll, i den sydlige del af svensk Lapland, er det nemt at opleve tredækkerens sælsomme spil uden at forstyrre fuglene.
Her kan man let både se og fotografere tredækkere på en spilleplads, der ligger i den sydlige udkant af byen nær byens købmand. Spillepladsen kan ses fra landevejen, der leder ind i byen og frem mod købmanden. Billedet ovenfor er således taget fra landevejen, hvor folk i landsbyen også går tur med deres hunde.
Tredækkerne ved Klimpfjäll er vant til mennesker, så længe man blot bliver oppe på vejen, og Klimpfjäll er derfor et ideelt stop for mange fuglekiggere, der med egne øjne vil opleve tredækkeren og dens knirkende spil med god samvittighed.
Der er mange andre, fine lokaliteter, som kan besøges på vej gennem Sverige. Hvis du vil have en pdf kopi af den lokalitetsguide, som Henrik lavede for en del år siden, så send en mail til henrik.dissing@gmail.com
Bjørnekig – en ny mulighed
Det er ikke kun fuglene, der lokker ved en rejse til den finske taiga. Fra særlige skjul kan man også opleve de store rovdyr
Det er midt om natten, men natten er stadig lys. Når man sidder i et skjul, kan man derfor nemt se og fotografere bjørnene. Brun bjørn (hun) Foto: Søren Skov
Når man besøger skovene i Finland, er det uhyre sjældent, at man kan se bjørne eller andre store rovdyr, og hvis det sker, vil det normalt være i et flygtigt glimt, når dyrene løber deres vej.
I det meste af Finland er chancen for at opleve de store nordiske rovdyr derfor tæt på nul, men i de seneste 20 år er der etableret flere skjul, hvor man mod betaling kan opleve de store nordiske rovdyr.
Konceptet er stort ens: Der bliver lagt foder ud til bjørne og andre rovdyr. Som oftest sker det ved at gemme store og små stykker kød og laks på jorden – gerne under sten, grene eller lignende, så de store rovdyr let kan finde dem. Ud for fodringspladsen placeres et skjul, hvorfra tilskuerne kan se og fotografere dyrene.
Det er især bjørne, der på den måde bliver lokket frem, men det er også muligt at se både ulv og jærv ved skjulene.
De fleste af skjulene er placeret uhyre tæt på grænsen til Rusland. Når man besøger det nordøstlige Finland, kan man som fugle-og naturinteresseret turist glæde sig over flere fine nationalparker og naturreservater som eksempelvis Oulanka, men det måske fineste naturreservat de facto i den nordiske taiga er slet ikke et formelt naturreservat, men et lukket ingenmandsland langs den finsk-russiske grænse.
På den finske side af grænsen er al menneskelig færdsel forbudt i en bredde på to-tre kilometer fra grænsen, mens der på den russiske side af grænsen er færdselsforbud i en afstand på 10 til 30 kilometer fra grænsen.
I Sovjetunionens tid var der hegn og militære udkigsposter langs med grænsen. Dengang brugte de russiske grænsevagter det store brede ingenmandsland til at jagte flygtninge, der forsøgte at krydse grænsen til vesten og dermed til friheden. Hvis flygtningene blev fanget af grænsevagterne, blev de skudt ned.
I dag er der naturligvis ingen, der bliver skudt, og grænsen mellem Finland og Rusland kan krydses af alle ved de ordinære grænseovergange. Men det er stadig forbudt for almindelige russere uden tilladelse at færdes i det store øde ingenmandsland, som derfor fungerer som et refugium for de store rovdyr - bjørn, ulv og jærv.
Grænseegnene mellem Finland og Rusland er derfor det bedste sted i Norden at se bjørne i naturen.
Bjørneturismen er blevet en stor succes, og der er stadig derfor flere operatører.
Priser og komfort ved skjulene er meget forskellige. Det er derfor klogt, hvis man på forhånd undersøger mulighederne.
Man kan læse mere på flg. Links
Unique Wildlife Experience to Remember - Bear Centre
Wildlife Safaris Finland (wildfinland.org)
Wildlife holidays - Taiga Spirit
De nye, digitale muligheder
Både i Sverige, Finland og Norge indtaster fuglekiggere deres observationer på hvad, der svarer til Dofbasen i Danmark. I Sverige kan man anvende https://www.artportalen.se/ og i Norge https://www.artsobservasjoner.no/. Det kan f.eks. være nyttigt til at finde frem, hvor der eventuelt kunne ses Stellersand eller Kongeederfugl i Varanger, to arter der begge er blevet væsentligt mere fåtallige de seneste år der om sommeren.
På grund af de sproglige forskelle er det et kapitel for sig at anvende de finske fuglekiggeres sociale medier. Her er en hurtig gennemgang.
Det hurtige overblik over usædvanlige arter fås på http://tarsiger.com/home/index.php?lang=eng, som kan findes under news, men sitet er også anbefalelsesværdigt, hvis man følge med i usædvanlige, europæiske observationer, ligesom der er andre gode ting, for særligt, ihærdige feltornitologer.
Men det mest nyttige site er https://www.tiira.fi/, der er bare liiige den detalje, at den er på finsk – næsten. Man skal derfor være indstillet på, at det vil tage tid at finde frem til alle de mange, spændende detaljer, der gemmer sig bag de mere end 23 millioner observationer, der til dato er indtastet (DOFbasen har mere end 27 millioner obs.).
På åbningssiden er der til venstre mulighed for at vælge svensk sprog. Det anbefales at oprette en profil, da det giver mulighed for under ens profil at vælge svensk som sprog. STOR tak til Teet Sirotkin for tips om dette!. Når man er logget ind, forsvinder muligheden for at vælge svensk, til gengæld kan et højreklik give en oversættelse af den valgte side til dansk. Dette er dog håbløst for fuglenavnene, men heldigvis kan de i søgefunktionen indtastes både på finsk, svensk og latin.
Her er søgeresultater for Krognæb, hhv hele landet og et (tilfældigt) område ved Taivalkoski, der måske kunne være spændende at besøge. For hver prik kan man gå til den præcise observation.
Denne side er særdeles nyttig, her kommer man til en regionsopdeling af observationerne, dvs man kan f.eks. gå direkte ind under Kuusamo, hvor der i de seneste dage ved er set krognæb, lundsanger, nordsanger, hvidvinget Korsnæb og slagugle foruden særdeles mange blåstjerter, https://www.tiira.fi/index.php?toiminto=48 – igen er man dog udfordret, for det er ikke så nemt at finde ud af, hvor de forskellige regioner ligger.
LÆS VIDERE OM FUGLEKIG I LAPLAND I DE TO SEPARATE ARTIKLER OM VARANGER OG FINLAND HERUNDER.
Hvidnæbbet Lom, Berlevåg.
På kanten af Arktis
DE ARKTISKE FUGLES LAND: Det nordøstlige Norge er det letteste rejsemål for danske fuglekiggere, der vil opleve arktiske dyr og fugle på hjemmebane
Tekst & Foto: Søren Skov
Varangerhalvøen. Ordet har et mytisk skær blandt mange fuglekiggere. Muligheden for at møde opleve arktiske drømmefugle som Hvidnæbbet Lom, Jagtfalk, Stellersand og Kongeederfugl har siden 1970érne fået fuglekiggere fra det meste af Vesteuropa til at opsøge det nordøstlige Norge og dermed Nordens yderste forpost mod nordøst.
På Varangerhalvøen er man længere mod øst end Istanbul i Tyrkiet og højere mod nord end Scoresbysund i Nordøstgrønland.
Når man står ved Varangerhalvøens nordlige kyster og kigger ud over det forblæste Barentshav, kan man derfor nemt føle sig hensat til Verdens Ende.
Sådan er det ikke helt, men ved det nedlagte fiskeleje Hamningberg, som i dag kun er beboet om sommeren, er man i bogstaveligste forstand nået til vejs ende i Europa, for her slutter Europavej 75, der begynder i Athen for siden at føre gennem hele kontinentet fra syd til nord.
Det nordlige Varanger byder på rå kyster, der om sommeren er badet af midnatssol og om vinteren af nordlysets dans over himlen.
Varangerfjorden er den eneste store fjord i Norge, der vender mod øst og dermed ud mod de kolde vinde fra Sibirien, og da vi er så langt mod nord, er naturen derfor barsk og kold.
Længst inde i den godt 100 kilometer lange Varangerfjord er der stadig små birkeskove, men når man kommer længere mod nordøst, viger birketræerne for den arktiske kulde. På den nordøstlige del af Varanger er der så koldt, at man er nord for trægrænsen og dermed på kanten af Arktis.
Størstedelen af den varme golfstrøm, der luner Norges vestkyst op, så Norges klima er langt varmere end andre lande, der ligger lige så langt mod nord, slipper sit tag i de norske kyster omkring Nordkap.
Ved Varanger er klimaet derfor betydeligt koldere, men heldigvis også mere tørt end ved den norske vestkyst, som er berygtet for sit våde klima.
Den arktiske natur ved Varanger er med andre ord unik i Norden. Den er tilmed også let tilgængelig, for der er gode veje gennem Sverige og Finland til det nordøstlige Norge og dermed helt til Varangers fjerne kyster.
Det er derfor ikke uden grund, at Varanger har ry for at være det lettest tilgængelige sted i Arktis.
Kongeederfugl, Vadsø. I de senere år er antallet af oversomrende Kongederfugl og Stellersand faldet meget, men om vinteren er de stadig almindelige frem til april.
Fra København er der 2600 kilometer til Varangerbotn, når man kører via Sverige. Gennem Finland er afstanden noget længere, men til gengæld lokker Finland med bedre lokaliteter for østlige skovfugle såsom blåstjert og nordsanger.
En god kombination er at besøge det nordøstlige Finland på rejsen op mod Varanger, og derpå tage den direkte vej gennem Sverige på vej hjem.
På den måde kan man i løbet af tre til fire uger opleve en lang række spændende fugle i et eventyrligt råt landskab med forrevne fjelde, kolde kyster og uendelige skove.
Langs Varangerhalvøens sydkyst
Som navnet antyder, ligger den lille by Varangerbotn i bunden af fjorden. Da der er gode veje fra Varangerbotn i vest til Hamningberg i nordøst, er det i en beskrivelse af de gode fuglelokaliteter langs med kysten derfor naturligt at starte med Varangerbotn og derpå fortsætte ud til Hamningberg.
Ved Varangerbotn er der stadig relativt frodigt. Her er birkeskov, hvor der kan ses Lapmejse, men for fuglekikkeren er især det især de store mudderflader ved lavvande, som er værd at holde øje med, da der her kan være godt med vadefugle og måger.
Stellersand, Vardø, i marts. Årsagen til det faldende antal stellersænder ved Varanger kendes ikke med sikkerhed, da bestandene i Rusland ikke overvåges, men i Alaska er antallet af ynglende arktiske ederfugle som Brilleederfugl, Kongeederfugl og Stellersand faldet voldsomt som følge af klimaændringerne.
Ved Varanger Samiske Museum er der etableret en lille natursti, der fører ud til et observationsskjul, hvorfra mudderfladerne kan overskues.
Herfra fortsætter man 13 kilometer mod øst til Nesseby, der kan ses på lang afstand, da en lille hvidmalet kirke er placeret midt ude på næsset, som skyder nogle få hundrede meter ud i fjorden. Et par små søer på halvøen er ofte gode for Brushøne og Odinshøne, og fra spidsen af næsset, kan man i hård østenvind, der presser havfugle ind i bunden af Varangerfjorden, være heldig at se stormsvaler og skråper.
Næste stop på vejen mod øst er byen Vestre Jakobselv, hvor der er en udmærket campingplads. Også her er der store birkeskove, hvor der kan ses Lapmejse og i gnaverår yngler der ofte Høgeugle.
Endnu en bid længere mod øst ligger Varangerhalvøens største by – Vadsø med 5000 indbyggere. En dæmning fører ud til Vadsøya, der er delvis bebygget, men den østlige del af øen ligger heldigvis stadig hen i naturtilstand. Her er Rødstrubet Piber almindelig og i en lille sø kan der i juli samles et tre-cifret antal Odinshøns.
Øst for Vadsø fører en lille vej ind til Kibymyraen, der er et let tilgængeligt sted for bl.a. Blåhals, Rødstrubet Piber, Laplandsværling og Lille Kobbersneppe. Man kan også være heldig at finde Pomeransfugl og i lemmingeår også Lille Kjove og måske endda en Sneugle.
Når man fortsætter mod øst, kommer man snart til en af Varangerfjordens fineste lokaliteter – Ekkerøy.
Ridekoloni, Ekkerøy. I de senere år er antallet af ynglende rider i Norge faldet med omkring 80 procent. Årsagen menes at være den globale opvarmning, der ænder de økologiske systemer i havet.
Ekkerøy er oprindeligt en ø, men har i mange år været forbundet med fastlandet via en dæmning, der giver ly for havstrømmene og vind. Lommer og småflokke af ænder kan derfor i hårdt vejr søge ly ud for dæmningen.
Sydsiden af Ekkerøy rejser sig stejlt ud mod havet og huser et fint lille fuglefjeld, der er domineret af Rider. Man kan også se topskarv og nogle få alkefugle.
Her er over 10.000 par Rider, og at se de mange Rider flyve til og fra rederne, mens luften af tyk af deres højlydte kald, er en storslået oplevelse, der ofte krydres med besøg af rovfugle, for fuglefjeldet på Ekkerøy tiltrækker mange Havørne og ind i mellem også Jagtfalk og Vandrefalk. Med års mellemrum kan en ikke-ynglende Sneugle også finde vej til Ekkerøys fuglefjelde.
På toppen af øen og på skåningerne mod nord er der enge og multebærmoser, hvor man bl.a. kan se Rødstrubet Piber.
Fra Ekkerøy og videre mod øst og nordøst stiger muligheden for at finde oversomrende Hvidnæbbet Lom, Islom samt de to arktiske ederfugle - Stellersand og Kongeederfugl.
I de senere år er både Stellersand og Kongeederfugl desværre blevet meget fåtallige om sommeren, Formentlig som følge af klimaændringerne, men de er heldigvis stadig almindelige om vinteren frem til begyndelsen af april.
Ved Krampenes seks kilometer længere mod øst, bliver landskabet mere bart og præget af Arktis. Her kan man med lidt held se bjerglærke.
Det indre af Varanger-halvøen er omfattet af en 1800 kvadratkilometer stor nationalpark.
Moserne i den indre del af Varangerhalvøen huser ynglende Lille Kobbersneppe.
Tundrasædgås yngler flere steder på Varanger-halvøen
Ved Skallbugten og Skallneset er der fine sandstrande, der tiltrækker flere arter vadefugle. Først i juni er der således mulighed for at se Sandløbere i deres fine sommerdragt.
Om sommeren ses der langs hele fjorden store flokke af Stor Skallesluger, der trækker hertil fra store dele af Nordeuropa for at fælde. De mange skalleslugere dominerer ofte fuglelivet på fjorden, men det er værd at tjekke alle fugle, der ses på fjorden. Pludselig er her spændende fugle – storlommer, en lille flok Kongeederfugle eller noget helt tredje. Der er gennem tiden set usædvanligt mange sjældne fugle langs Varangers kyster, bl.a. Brilleederfugl, Brilleand og Rosenmåge.
Mens man er ved Varanger, er det derfor en god ide, at tjekke de daglige observationer på Norges svar på DOF-basen. Det kan ske på www.artsobservasjoner.no
På tur til Varangers indre.
Efter Skallbugten når man frem til Komagvær, hvor en grusvej fører ind i landet til en hytteby. Her er der etableret en ”fuglesti”, der fører frem til en gammel sti langs de såkaldte liniehytter.
Stien langs liniehytterne gennemskærer Varangerhalvøen på tværs, og her kan man derfor vandre langt ind i Varangers indre, der byder på milevide udsigter over stenede fjeldheder, der hist og her afbrydes af fugtige moser.
Undervejs kan man møde ynglende Lille Kobbersneppe, Tundrasædgås, Lille Kjove, Pomeransfugl, Hjejle og klassiske fjeldfugle som Laplandsværling, Fjeldrype og Blåhals.
I lemmingerår kan her også være ynglende Sneugler, men Varangers indre er stort, så man skal være meget heldig for at støde på en ynglende Sneugle – og hvis det sker, bør man kun underrette de få lokale ornitologer, så uglerne ikke forstyrres af de mange tilrejsende ornitologer, der hver sommer opholder sig ved Varanger.
Lunder mellem blomstrende skørbugsurter, Hornøya.
Selv på en dagstur bør man huske kort og kompas, så man kan finde tilbage til bilen, hvis tågen pludselig kommer rullende.
Tilbage ved kysten bør man tjekke fjorden ved Komagværnes. Kysten ved Komagvær er traditionelt et af de gode steder for Kongeederfugl og Stellersand.
Herfra fortsætter man videre mod øst og når snart Grunnesbukta og Kramvik, der kan huse mange fugle.
Snart følger Kiberg Havn, der er god for hvide måger og Kongeederfugl. Også her kan der langs strandene være rastende vadefugle, og da der gennem tiden er gjort mange fund af vadefugle fra både Sibirien og Nordamerika langs Varangerfjordens kyster, bør vadefuglene altid tjekkes.
Efter Kiberg kommer man til Svartnes, hvor en tunnel fører over til Vardø, der ligger strategisk godt på en ø ud for Varangershalvøens østlige hjørne, og som både ornitologisk og historisk er et af de mest spændende steder på Varanger.
Millionby i havet
Vardø er den ældste by på Varanger. Siden middelalderen har her været en fæstning, der har vogtet Norges grænse mod øst, og i de mere end 400 år, hvor Danmark og Norge var i union og kendt som tvillingerigerne Danmark-Norge, var adskillige dansk-norske konger forbi Vardøhus Fæstning for med egne øjne at se rigernes forfrosne udkant.
Fæstningen er i dag museum, men militæret er her stadig, da der i Vardø nu er en lyttepost, der overvåger Rusland.
Hornøya er i dag nok det mest imponerende fuglefjeld i Norge.
Alk, Hornøya. På Hornøya kan man opleve et komplet fuglefjeld med store antal af Ride, Lomvie, Alk, Lunde og Topskarv samt nogle få hundrede polarlomvier. Det er i dag enestående i Norge. På Norges fastland er bestanden af lomvie faldet med mere end 80 pct. Årsagen menes at være klimaændringerne. Når havet bliver varmere, falder antallet af en særlig vandloppe, der er hovedføde for de små arter fisk, der igen er hovedføde for alkefugle og rider.
Lomvie (t.v) og polarlomvie yngler side om side på Hornøya.
Fæstningen, der har navnet Vardøhus, var i mange år også kendt for at huse Vardøs eneste træ, der om vinteren blev omhyggeligt afskærmet for at kunne overleve, men i de senere år er der som følge af det varmere klima kommet flere små buske og træer i byen. Et synligt tegn på, at Vardøs status som den eneste by i den arktiske klimazone på det norske fastland er ved at være forbi.
I Vardø Havn går der turbåd til den lille ø, Hornøya, der for mange er højdepunktet på en rejse til Varanger.
Hornøya er Norges østligste punkt, men for fuglekiggeren er øens store fuglefjeld den helt store attraktion.
I de seneste årtier har mange af Norges store fuglefjelde været på skrump. Alkefuglene med Lomvie og Lunde i spidsen har oplevet det ene dårlige yngleår efter det andet, og bestandene er faldet som en sten gennem luften. Da det jo netop er mængden af fugle, der gør fuglefjelde så imponerende, er de fleste fuglefjelde langs den norske vestkyst i dag et sørgeligt skue.
Sådan er det ikke på Hornøya. Her er bestandene af de fleste fuglefjeldsarter derimod støt stigende. Måske fordi Hornøya ligger så langt mod nordøst at havet ikke har været udsat for den samme opvarmning som ved de fuglefjelde, der ligger ud til vestkysten af Norge.
På Hornøya kan man derfor stadig opleve et fuglefjeld, der føles som en millionby i havet. Med utallige mængder af alkefugle og rider tilsat tusinder af skarver. På selve Hornøya er der hovedsageligt tale om topskarver, men på naboøen Reinøya er der en stor koloni storskarver, så her er rig lejlighed til at lære at skelne de to arter skarver fra hinanden.
Hornøya er også kendt for sine ynglende Polarlomvier. Selv om her er flest almindelige
Rensdyr i midnatssol.
Lomvier, kan man let finde små grupper af Polarlomvier ved omhyggeligt at tjekke de mange hylder, der er tæt besat af Lomvier.
Tilbage i Vardø kan det anbefales at besøge øens nordlige sandede spids, der har det hjemlige navn Skagen, da betegnelsen Skagen er et gammelt nordisk navn for en spids odde. Fra Skagen kan man se et fint havtræk med mange alkefugle fra de store kolonier på Hornøya.
Ud mod Hamningberg
Tilbage på fastlandet fører kystvejen nu mod nord. Fra Svartnes er der næsten 40 kilometer smal asfaltvej ud mod Hamningberg.
Nogle få kilometer efter tunnelen fører en lille vej ned mod kysten, og da sundet mellem fastlandet og Vardø er et godt sted for Kongeederfugl, er det en god ide at tjekke havet herfra med et teleskop.
Snart kommer man til Barvikmyren, hvor der er opført et lille diskret fugleskjul. Herfra kan man kigge ud over vådområdet, der bl.a. huser ynglende Tundrasædgås.
Derpå nås Persfjorden og Sandfjorden der begge kendt som gode områder for oversomrende store lommer.
Til sidst når man Hamningberg, der kun er beboet om sommeren. Vejen ud til Hamningberg ryddes derfor først for sne efter 15. maj.
Hamningberg er især kendt som godt sted for havfugle-observationer. Hvis man er her i maj, kan der ses et storslået arktisk træk med tre-cifrede antal af hvidnæbbede lommer og
Temmincksryle i sangflugt, Høyholmen.
mellemkjover, som trækker mod Sibirien. De største dagscifre er således 279 Hvidnæbbet Lom, 874 Mellemkjove, 263 Lille Kjove og 100.000 Mallemukker.
Jeg har kun været her i juni-juli, hvor trækket er stilnet af, men man kan stadig se mange alkefugle og rider samt en storlom eller to.
Det nordlige Varanger
Et besøg ved Varanger-halvøen er ufuldstændigt, hvis man glemmer det nordlige Varanger.
Når man kører tilbage mod Varangerbotn, bør man derfor fortsætte til Tanafjordens udmunding, hvor der er et rigt fugleliv i et sjældent storslået landskab.
Der er vej ud til den lange holm, Høyholmen, der huser en tæt bestand af ynglende Temmincksryle. Nogle år er her også ynglende Dværgryle, og hvis man er her i maj og september er der mulighed for rastende gæs, bl.a. Dværggås, og flokke af Islandsk Ryle.
Når man er på Højholmen, bør man holde øje med himmelrummet. Jagtfalken kommer jævnligt forbi, da den yngler ved de omkringliggende fjelde.
Efter Tanafjordens udmundning fører vejen ind mod Kongsfjordfjellet og dermed mod det nordlige Varanger.
Langs vejen er der flere søer med ynglende Havlit og Rødstrubet Lom. Hvis man stiller bilen fra sig og går en tur ud over fjeldhederne er der mulighed for Lille kjove, Bjerglærke, Laplandsværling og Pomeransfugl.
Snart deler vejen sig i to. Mod øst kan man fortsætte til fiskerihavnen Båtsfjord, der er god for hvide måger og arktiske ederfugle, mens vejen mod nord fører til Kongsfjord og derfra videre til Berlevåg.
Ved Kongsfjord er der etableret et fugleskjul nær en rede med ynglende Jagtfalk, så tilrejsende ornitologer har mulighed for at se Jagtfalken uden at forstyrre.
Jagtfalkens Rige. Udsigt fra fugleskjul ved jagtfalke-rede ved Kongsfjord.
Der er sti til skjulet, der ligger højt ved klippene ud til kysten. Man bør ikke forlade stien. Fra fugleskjulet kan man ikke se reden, men med tålmodighed kan man se Jagtfalken flyve forbi eller sidde på nogle af klipperne nær skjulet.
Mens man venter, kan man være heldig at se andre spændende fugle og dyr. Havørnene kommer jævnligt forbi, og da min kone og jeg var her i 2019, kunne vi bl.a. glæde os over to Vågehvaler, der svømmede rundt nedenfor skjulet.
Ved Berlevåg er der fiskerihavn samt et vandrehjem med tilhørende campingplads. Havnen og vejen ud til Berlevåg kan være god for Hvidnæbbet Lom, og i de mange nedstyrtede klippeblokke nedenfor fjeldene kan man finde Ringdrossel.
Hvide hvaler og skyer af myg.
Også Sør-varanger, som landet syd for Varangerfjorden kaldes, bør være med på besøgslisten, når man gæster Varanger.
Neiden Kirke er kendt som et sikkert sted for Nordsanger og med lidt held kan man også finde Dværgværling her.
Syd for Kirkenes begynder de karrige birkeskove at gå over i taigagens tætte nåleskove, og i Øvre Pasvik Nasjonalpark kan man derfor opleve taigaen, når den er bedst med ældgamle skove, der veksler med store moser, hvor både Kærløber og Sortklire yngler.
En lang række arter, som man forbinder med det nordøstlige Finland, kan derfor også ses her.
Hvidhval ved Grense Jacobselv.
Det gælder bl.a. Krognæb, Dværgværling, Skovsædgås, Silkehale, Lapmejse, Lapugle og Tretået Spætte. Selv den sjældne Blåstjert er flere gange set syngende.
Man kan også være heldig at løbe ind i en Bjørn, da Øvre Pasvik huser den tætteste bestand af Bjørne i Norge.
Men de dyr, man lægger mest mærke til i Pasvik, er uden tvivl myggene.
Myggesværmene synes her at være usædvanligt store og bidske. Her lærer man sandheden bag et gammelt samisk ordsprog, om at myggeplage er, når man kaster en stok op i luften, og stokken bliver hængende deroppe…
En helt særlig naturoplevelse venter ved grænsen til Rusland, hvor Grense Jakobselv munder ud i Varangerfjorden.
Man kan være heldig at se Hvidhvaler i hele Varangerfjorden, men ved Grense Jakobslev kommer hvidhvalerne i juli-august dagligt helt tæt på kysten og flodmundingen, da de opsøger det lave vand for at fouragere, finde mager og føde deres unger, sådan som det også kendes fra flere russiske elve, der munder ud i Ishavet.
Ofte kan de snehvide hvaler ses få meter fra stranden, og hvis man er heldig kan man endda høre dem, for Hvidhvalen har så mange forskellige syngende lyde, at den kaldes for havets kanariefugl.
Hvidhvalerne er ikke den eneste attraktion ved Grense Jakobselv. Ved et besøg i 2011 så min kone og jeg Finhval, en Odder, der legede på klipperne få meter fra os, og et par gamle Kongeederfugle-hanner i fuld pragtdragt.
Jagtfalk. Måske burde den snarere hedde ”Klippefarvet Falk”.
Udkanternes udkant
Det er ikke kun naturen, der gør Varanger-området til noget særligt i Norden. Også kulturen er noget særligt.
Den nordøstligste del af Norge er ganske vist tyndt befolket, men på trods af det er Varanger en etnisk smeltedigel. Fra gammel tid er her flest nordmænd og samer, og derfor er vej- og byskilte som regel på to sprog - norsk og samisk. Men her er også et stort islæt af folk, som er af finsk og russisk afstamning, for det var først i 1800-tallet at grænsen mellem Norge og Rusland blev endeligt fastlagt, hvilket uden tvivl har været en lettelse for den lille fastbeboende befolkning ved Sør-Varanger og den vestlige del af Kola-halvøen, der gennem flere hundrede år var blevet beskattet af både Norge og Rusland.
Helt op mod vore dage har tilværelsen på Varanger været et barsk armtag med naturens voldsomme kræfter, hvor man har trodset det kolde vejrlig for at skaffe et nøjsomt udkomme.
Det er der både kommet stor kunst og triste menneskeskæbner ud af.
På nordkysten af Varanger og dermed ud til det næsten altid blæsende Barentshav har fiskerbyen Berlevåg været særligt berygtet for sit voldsomme vejr og den isolerede beliggenhed, der gjorde byen kendt som et af de mest isolerede bysamfund i Norge. En udkanternes udkantsby. Netop derfor henlagde Karen Blixen sin fortælling ”Babettes Gæstebud” til Berlevåg.
Indtil for godt 40 år siden kunne man kun komme til Berlevåg ved at sejle. Og det skulle
Vardø. Her er mange forfaldne huse. På Varanger er udkantsproblematikken noget mere alvorlig end i Danmark.
helst ske i godt vejr. Berlevåg havde ganske vist anløb af Hurtigruten men byens lille havn kunne ikke modtage Hurtigrutens store passagerfartøjer. For at komme med Hurtigruten, måtte man først sejle ud på det åbne hav i en jolle, hvorefter Hurtigruten sænkede en kurv ned, som man kunne klatre op i. Derefter blev den gyngende kurv med sine passagerer hejst op på dækket.
Da bølgerne i Barentshavet selv i stille vejr kan være flere meter høje, var det en noget ubekvem øvelse. I uroligt vejr indebar det tilmed en ikke uvæsentlig risiko for at falde i havet.
Sidst i 1970’erne kom der både vej og lufthavn til Berlevåg. Desuden blev havnen udbygget med en stor mole, så Hurtigruten kunne lægge til kaj i byens havn. En helt ny luksus, der samtidig beskyttede Berlevågs huse mod at blive skyllet i havet i stormvejr. Den nye moderne infrastruktur har dog ikke kunnet hindre en støt affolkning af Berlevåg, hvor antallet af indbyggere er dalet fra 3000 til 1200.
I Nordnorge er udkantsproblematikken noget mere alvorlig end i Danmark.
For cirka 15 år siden blev Berlevåg kendt for dokumentarfilmen om byens mandskor - ”Heftig og Begeistret”, der formåede at gøre den fjerne by nærværende for alverdens biografpublikum.
Koret er her endnu, og de synger stadig. Men i dag synes den store opmærksomhed, som for en kort stund gjorde det muligt for korsangerne at komme på turne til fjerne dele af verden, bl.a. til vores hjemlige Roskilde Festival, at være borte.
Odinshøne, Varanger.
Hekse-hysteri i den lange, mørke polarnat
En særlig grum historie har udspillet sig ved Vardø, der er Finnmarkens ældste by.
Der var ingen steder i det daværende Danmark-Norge, hvor der i 1500- og 1600-tallet var så mange hekseafbrændinger som netop her.
De fjerne og meget tyndt befolkede nordnorske samfund blev i 1600-tallet flere gange rystet af et sandt heksehysteri, hvor grupper af kvinder og piger ned til 12 år blev ført til Vardøhus, hvor hekseprocesserne foregik. Som regel blev de pågrebne kvinder og piger torteret til at tilstå deres synder og angive andre hekse, hvorefter de blev brændt levende.
I alt blev flere end 90 kvinder og piger dømt til at ende livet på bålet. Kun nogle ganske få slap fra hekseprocesserne med livet i behold.
I dag vidner et stort heksemonument, der blev indviet i 2011 som mindested for de mange uskyldige ofre, om datidens forfærdelige hændelser. Her har hver af de dømte hekse fået en mindeplade,
I dag er her heldigvis anderledes fredeligt ved Varanger.
Men der hviler stadig en helt særlig magi ved det nordøstlige hjørne af Norge med de mange fugle og de rå kyster, der om sommeren er badet af midnatssol og om vinteren af nordlysets dans over himlen.
Havørn Berlevåg. Ved Varangers kyster er Havørnen et ganske almindeligt syn.
FINLAND – BLÅSTJERTENS RIGE
Af Henrik Dissing (tekst) og Søren Skov (fotos)
Norne, Oulanka. Foto: Søren Skov.
Lavskrige, lapugle, høgeugle, lille kjove, nordsanger – og ikke mindst, blåstjert. Finland er tæt på, men ornitologisk også fjernt, anderledes og spændende, en lang liste af arter, der for en dansk fuglekigger har stor tiltrækningskraft, for nogle nærmest af mytisk karakter, dertil landskaber med mulighed for at opleve rigtig stor og vild natur. Selv om verden er blevet mindre, det er blevet meget nemmere og billigere at rejse snart sagt hvor som helst, så er Finland stadig noget i en liga for sig selv.
Min interesse for Finlands ornitologiske muligheder daterer sig efterhånden mange år tilbage, igangsat med inspiration af nogle af de fuglekiggere, som jeg dengang så meget op til, f.eks. Arne Jensen og Hans Meilstrup m.fl. som særligt dyrkede de svenske og finske fjelde samt Finnmarken. Jeg husker stadig artiklen fra det hedengangne, fine blad ”Feltornitologen”, som de havde givet titlen ”Lappi – Ultimo Thule”. Dengang, i midten af 1970erne, var der mange fuglekiggere der rejste ud i verden, til nye og spændende steder. Nogle tog med bussen hele vejen via Tyrkiet, Iran og Afghanistan til Indien, andre til Lapland.
Unægtelig lidt mere lakoniske i deres væremåde, men lige så respektindgydende ornitologisk set, var folk som f.eks. Tim Andersen og Stig Kjærgaard Rasmussen, der drog nordpå i bil for at dække steder som Parikkala, Kuusamo, Karigasniemi og Varanger, og med deres sædvanlige, særdeles grundige optællinger og tilhørende rapport-skrivning gav inspirationen til, at det måtte jeg bare også prøve.
I årene efter lærte jeg af folk som John Faldborg og Uffe Gjøl Sørensen, at man med fordel godt kunne bevæge sig uden for den sædvanlige rute. John gjorde mig således opmærksom på den spændende ravineslugt, Korouoma, mens Uffe særligt rettede mit blik mod nordfinske lokaliteter, f.eks. Kevojoki.
I sommeren 1980 kom jeg til Finland for første gang, sammen med Stig Jensen, hvor vi var på en 3-ugers rundtur; i en lånt VW-boble, der gik i stykker inden, vi var kommet til Helsingør. Nogle år senere, i 1984, var jeg afsted på en 4-ugers, særdeles vellykket tur sammen med Jan Speiermann, Morten Heegaard, Kim Fischer, Anders Prieme, Jesper Madsen og Claus Yding, hvor vi fik set stort set alt, hvad vi havde på ønskesedlen. I perioden 1980-1995 blev det til cirka 10 ture derop.
1984-turen lagde grunden til min lokalitetsguide, Sommer i Myggenes Land, som i 1995 samlede op på mange besøg i de foregående år. Den kan downloades her Sommer i myggenes land, med forbehold for at anvisninger kan være uddaterede. For de fleste lokaliteter vil den dog være ganske anvendelig. Til gengæld er der store ændringer for nogle af landets (set med danske øjne) mest spændende arter.
Ofte stoppede man et eller flere steder på vej op igennem Sverige, men turen startede dog først rigtigt efter færgerejsen mellem Stockholm og Helsinki.
Blot få kilometers kørsel fra færgeterminalen i Helsinki er der stop ved den første lokalitet, Gammelstadsviken, eller som den hedder på det lettilgængelige, finske sprog Vanhankaupunginlahti. Den første Karmindompap høres måske allerede fra parkeringspladsen, hortulan kan med lidt held ses, dværgmåger, måske også pungmejse, citronvipstjert eller en forbiflyvende rovterne. Så er man i gang.
Fra Helsinki går det østover, med mulige stop ved flere fine lokaliteter – Porvoo Ruskis, endnu en af mange næringsrige, lavvandede søer, hvor der let kan være flodsanger, lærkefalk, græshoppesanger eller plettet rørvagtel. Finland huser et stort antal, meget aktive ornitologer, hvilket fører til mange usædvanlige observationer. Her i 2021 er der i slutningen af juni alene i området omkring Helsinki bl.a. set stationær Kejserørn, lille skrigeørn og stor skrigeørn. Læs nærmere om, hvordan du kan følge med på de digitale medier, i starten af artiklen. Og her finder du også de nyttige links.
Kommer du til Sydfinland i slutningen af maj, så bør vejen lægges forbi en af kystlokaliteterne, f.eks. Virolahti ved grænsen til Rusland, for at se det arktiske træk. Jeg har tidligere i FUGLE og NATUR 1986:1 beskrevet dette unikke træk, hvor du på gode dage kan se f.eks. en halv million forbitrækkende havdykænder, bramgæs og vadefugle.
Parikkala er perlen i det sydlige Finland. Da jeg startede mine besøg i Finland var buskrørsanger en af områdets target-arter. Den har senere spredt sig ikke bare til hovedparten af det sydlige og centrale Finland, men er nu også begyndt regelmæssigt, om end fåtallig at komme til Danmark. Parikkala er dog stadig et besøg værd, f.eks. for at lytte efter de 3 rørvagtelarter og engsnarre, savisanger, perleugle, gråspætte og hvidrygget spætte.
Nogle af de spændende arter er gået markant tilbage. Hortulan ses nu tilsyneladende kun fåtalligt i de kystnære områder i Syd- og Vestfinland. Noget kunne tyde på, at arten er gået tilbage. Den mest markante ændring i negativ retning, er den massive tilbagegang for Gulbrystet Værling, en tilbagegang som nogle i hastighed og omfang er sammenlignet med den amerikanske vandredues tilbagegang. Siden 2007 er arten kun set 1 gang i Finland, i 2019.
Eksempler på nyttige søgninger på tiira.fi. På øverste kort ses obs af Hvidrygget Spætte maj-juni 2021 og på nederste kort ses obs af Nordsanger i perioden 20.maj 2021 - 20.juni 2021.
Endnu et par eksempler på nyttige søgninger på tiira.fi. Kortet til øverste viser obs af Slagugle i maj-juni 2021 og nederste kort viser obs af Steppehøg maj-juni 2021.
Blandt arter der er gået frem kan nævnes steppehøg, som nu ses regelmæssigt det nordlige Finland om sommeren, hvor den sikkert også yngler. På tiira.fi kan man prøve at lave søgninger på udvalgte arter.
Ikke så langt fra Parikkala, tæt på grænsen til Rusland, ligger Sääperinjärvi. Her var der tidligere den nok bedste lokalitet for Gulbrystet Værling. Op til 30 syngende hanner kunne registreres. Men området kan netop med sin beliggenhed tæt på Rusland også byde på andre spændende arter, f.eks. stor skrigeørn, sort glente, op til 15-20 plettede rørvagtler mm.
Slagugle. Foto: Søren Skov.
Når man herfra kører nordover begynder landskabet at ændre sig – fra mindre lokaliteter i brugslandskaber til store, sammenhængende naturområder. Dette kan f.eks. opleves i det store højmose-område, Patvinsuo, som med sine 100 km2 er et af de større, sammenhængende naturområder i sydfinland. Her findes kongeørn, slagugle, sædgås, sangsvane, rødstrubet lom og silkehale. Ikke langt herfra er der gode muligheder for at se bjørne. Der findes også en del andre steder langs grænsen nordover. Se links i første afsnit i artiklen, til bjørne oplevelser i verdensklasse. Endvidere huser området også los, jærv og ulv, men de er vanskelige at få at se.
Brun bjørn (han). Foto: Søren Skov
Fra Patvinsuo er der et langt stræk op til Nordøst-Finlands mest kendte område, Kuusamo. Gennem dette stræk kan man køre gennem endeløse stræk af skovområder. Oftest er der tale om brugsskov, hvor man mange steder kan støde på rydninger, der i hvert fald for en del år siden kunne virke ganske brutale. Områder med mange gamle træer og givetvis stor betydning for biodiversitet var ikke bare fældet rub og stub, men hele skovbunden væltet rundt som en nypløjet mark. I dag må man forvente, at mere hensynsfuld praksis for skovdrift har indfundet sig.
Lapugle. Foto: Søren Skov
De store ugler kommer vi ikke uden om. Både lapugle og slagugle er udbredt i det meste af Finland. Jeg husker første gang, jeg fandt en, ikke langt fra Valtavaara. Pludselig sad den der, stor og med sine gule øjne rettet lige mod mig, langt tid før jeg havde set den. En ikonisk art, som ”desværre” er begyndt at forekomme helt ned til Skåne og sikkert også snart i Danmark. Det er bare forkert. Den hører hjemme i de store skove nordpå. At finde den kræver en god del held, men følg med på tiira.fi eller håb på at møde en af de lokale fuglekiggere, så lykkes det. Ellers er engene med fæboder i området mellem Boden og Luleå i Nordsverige et godt at sted at lede. Det er tidligere militære øvelsesterræner, hvor man nu frit kan komme ind, men hvor det i ”gamle dage” krævede, at man pludselig ikke forstod at læse skilte på svensk.
Lapugle på jagt. Foto: Søren Skov.
Kuusamo fortjener særlig fyldig omtale. Ikke langt fra denne mellemstore og i sig selv ganske gennemsnitlige, finske provinsby, ligger højderyggen Valtavaara med stejle klippesider, gammel skov, en mosaik af småbiotoper og skovtyper, omgiver af højmoser og et stort antal søer. Variationen i landskabet er ganske stor, og afvekslingen i, hvad man ser, tilsvarende. Lavskrige er karakterfugl, men notesbogen kan efter en dags indsats også byde på dværgværling, pileværling, tretået spætte, hjerpe, tjur, lapmejse, krognæb og flere andre spændende arter – og så er der lige Sinipyrstö, blåstjert, som i disse år forekommer i pæne antal og derfor er ret sikker, hvis man får lært sig sangen, så den kan spottes i toppen af nåletræerne på skråningerne.
Blåstjert syngende på Valtavaara. Foto: Søren Skov.
Silkehale, Kuusamo. Foto: Søren Skov
Myr og skov mosaik. Foto: Søren Skov.
Nordvest for Kuusamo ligger den spændende slugt, Korouoma, som også er et rigtig fint sted for blåstjert, krognæb og nordsanger – her kan man om vinteren også se de spektakulære, frosne vandfald.
Tjur, hun. Foto: Søren Skov.
Herfra mod nord begynder landskabet at ændre sig, det hele åbner sig, vidderne bliver større, træerne mindre, Finnmarken er forude. Det er også her, at artsjægerne for alvor bliver skilt fra fuglekiggerne. Det er her, at man kan vælge at begive sig ud i de store moseområder for at se ynglepladserne for de mange arter, der er i Danmark uden for ynglesæsonen, f.eks. sortklire, lille kobbersneppe, odinshane, småspove, havlit, fløjlsand, rødstrubet lom og pibeand, for blot at nævne nogle få. Og med en god indsats kan man også finde ynglepladser for kærløber, enkeltbekkasin, pomeransfugl og lille kjove. Blandt de gode lokaliteter kan nævnes Ailigas-Karigasniemi, Kevojoki, Sompio og Aatsinginjoki. Her er man i naturen og fuglene kan oftest ses ganske tæt på de store veje. Ikke desto mindre bør man unde sig selv at tage kampen op mod myggene og drage ud på de store vidder. Det kunne være den 63 km lange fine vandrerute fra Ailigas-Karigasniemi langs Kevojoki til Kevo. Eller man kan gøre the real thing, som min forfatter-makker til denne miniserie, Søren Skov, gjorde, da han vandrede fra Inari op langs med grænsen til Rusland, og ind i ingenmandsland, og videre op til Pasvik i Nordøstnorge.
Småspove nat stemning. Foto: Søren Skov
Netop Nordøstnorge med Varanger er hovedmålet for mange ture nordover, hvilket i den grad kan anbefales, men turen går også sydover igen. Her er et stop ved Liminkaviken anbefalelsesværdigt. Store forekomster af ænder, vadere, gæs, bla dværggås, og meget andet ses i træktiderne, og blandt ynglefuglene kan nævnes enkeltbekkasin, stor kobbersneppe, blå kærhøg og hortulan. I forne tider var her også gulbrystet værling samt ynglende terekklire i Oulus Oliehavn, hvor man måtte snige sig ulovligt ind. I 2021 er der set en halv snes terekklirer spredt over det sydlige Finland.
Spang igennem myr. Foto: Søren Skov
Alt i alt er Finland i den grad et besøg værd. Med de digitale medier er det blevet nemmere at følge med i både spændende, aktuelle observationer og mere usædvanlige arters forekomst. For eksempel kan man på tiira.fi søge frem, at hvidrygget spætte særligt ses i det sydøstlige hjørne nær det gode træksted for det arktiske, træk, Virolahti. Men den ”rigtige” måde vil fortsat være at få gummistøvlerne på og tage ud i terrænet, hvor gamle skove veksler med højmoser og myriader af søer, og hvor myggene er trofaste deltagere er på turen. Kun en tåbe besøger Finland uden myggespray!
Husk myggespray!. Spang ved skov og myr. Foto: Søren Skov.
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.