Henrik Haaning Nielsen d. 23. maj 2021 kl. 14:37
Sidst opdateret af:
Henrik Haaning Nielsen d. 23. maj 2021 kl. 15:05
Den 13. maj blev jeg kontaktet af Jens Jørgen Andersen fra Hanstholm, der fortalte, at Jan Salmonsen, lederen af Nordvestjysk ringmærkningsgruppe, havde fanget en underligt lys løvsanger hjemme i sin have i Klitmøller.
Jeg fik tilsendt en række fotos via SMS, og kunne med det samme godt forstå deres undren. Ved første øjekast mindede fuglen om en forårsudgave af sibirisk gransanger, og jeg spurgte da også, om de var sikre på, at det ikke var en sådan? Bl.a. indskæringerne i yderfanerne, der kun var til stede på håndsvingfjerene p6, p7, og p8, samt den ret lange håndsvingfjersprojektion afslørede, at der vitterligt var tale om løvsanger.
Jeg var selv på ynglefugleoptælling på Bygholmengen i Vejlerne, hvilket jeg ikke kunne forlade, hvorfor jeg opfordrede dem til at dokumentere fuglen grundigt, ligesom at jeg opfordrede til en grundig måltagning og til at indsamle eventuelle tabte fjer og komme dem i en fryser, men DNA-analyse for øje.
På stående fod og ude i felten var det eneste jeg kunne huske om lyse og brunlige løvsangere, at der er en østlig race ssp. yakutensis, men de nærmere detaljer kendte jeg ikke til.
Nu har jeg imidlertid fulgt lidt op på det via litteratur og internet, og det er tydeligt, at flere andre birdere har interesseret sig for problematikken, da der regelmæssigt bliver set påfaldende lyse løvsangere. Se f.eks. denne blog, hvor en skotsk birder med god britisk humor angriber problemet, på baggrund af en bleg fugl han har set i felten.
Se også denne fugl som jeg fandt i Tarsigers galleri.
Løvsangeren fra Klitmøller. Bemærk især den hvidlige underside, inklusiv underhaledækfjer, den brunlige overside, den brunlige kind, øjenbrynsstriben uden gult, men også den diffuse gullige pletning på brystsiden, som det eneste gule på undersiden. Klitmøller den 13. maj 2021. Foto: Jens Jørgen Andersen.
Der er anerkendt tre forskellige racer af løvsanger. Vores ynglefugle er af racen ssp. trochilus der er udbredt i Europa nordpå til Mellemsverige, men ikke i Norge (ifølge Hadoram Shirihai og Lars Svensson), og mod øst til Ukraine. De er oftest fint grønne på oversiden og med gullige indslag i både øjenbrynsstribe og i undersiden.
I Norge, Nordsverige, Finland, Baltikum og Rusland drejer fuglene sig i stedet om racen ssp. acredula, hvor en del fugle er kendetegnet ved at være markant lysere i forhold til ssp. trochilus. Således knap så grønne på oversiden og knap så gule på undersiden. I Handbook of Western Palearctic Birds af Hadoram Shirihai og Lars Svensson er det angivet, at der i det nordlige Polen og i Ukraine sker en glidende overgang i forekomsten af ssp. trochilus og ssp. acredula. Nogle er næsten lige så blege som ssp. yakutensis, men har dog typisk mindst gullig pletning på brystet, også i yngletiden, ligesom underhaledækfjerene typisk er gullige.
Østpå, gennem Rusland, helt over til fjernøstlige Chukotka finder man racen ssp. yakutensis, der er beskrevet som endnu mere farveløs end selv de mest kedeligt farvede ssp. acredula. Den skulle ifølge Handbook of Western Palearctic Birds afvige fra ssp. acredula ved at mangle gult på brystet, men i stedet have diffust brunlig tendens til stribning eller pletning her. Nogle har, i frisk dragt, lidt gul pletning på brystet, men det bliver slidt bort i løbet af ynglesæsonen. Underhaledækfjer er beskrevet som hvide, men nogle atypiske fugle kan vise en let gullig tone. Oversiden er kedeligt brungrå, men en let oliven skær i den forreste del af issen, den nederste del af ryggen og på skulderfjer. Overgumpen er ofte grønlig, hvilket får den til at fremstå lysere end resten af oversiden. Kanter på svingfjer og halefjer, halssider og øredækfjer er gråbrune uden gult eller grønt. Øjenbrynsstriben er variabel mellem flødehvid og med gult i den forreste del (foran øjet). Hadoram Shirihai og Lars Svensson beskriver desuden at ssp. yakutensis på trækket, er i ret frisk dragt, hvor de udviser tendenser til mere gule og grønne indslag i forhold til når de er slidte, hvorfor fugle under trækket er endnu sværere at adskille fra kedeligt farvede og blege ssp. acredula. De beskriver endvidere at fugle der ellers viser ret grålige oversider og hvide underhaledækfjer, men som mangler grålig pletning eller diffuse grålige striber på brystet, IKKE bør bestemmes sikkert til ssp. yakutensis, da sådanne typer også findes i udbredelsen hos ssp. acredula.
Løvsangeren fra Klitmøller. Bemærk den brune overside, hvor overgumpen fremstår grøngullig og som det lyseste på oversiden. Bemærk igen øjenbrynsstriben uden gult, men også at flere armsvingfjer og håndsvingfjer er friske og at kun et let slid er synligt. Se også indskæringerne i yderfanerne på p3, p4 og p5. Klitmøller den 13. maj 2021. Foto: Jens Jørgen Andersen.
Se et foto af en ssp. yakutensis i Jens Kirkebys fremragende artikel om feltarbejde i Nordøstsibirien her.
Det er endda beskrevet at meget blege og ret farveløse fugle forekommer i bestandene hos vores hjemlige ssp. trochilus.
Alt tyder altså på at det er ekstremt vanskeligt at bestemme en ssp. yakutensis i en dansk kontekst på grund af de mange forbehold og overlap.
Men hvad så med DNA-analyse, når man nu står med en fugl indfanget til ringmærkning?
Desværre er der ifølge dette studie ikke noget håb, idet de ud fra DNA-analyser ganske vidst kunne finde forskel mellem vores hjemlige ssp. trochilus og såvel ssp. acredula og ssp. yakutensis. Imidlertid fandt de ingen DNA-forskelle mellem ssp. acredula og ssp. yakutensis.
Studiet nævner også, at der var forskelle i brysttegningen, idet alle fangede ssp. yakutensis havde gråligt/hvidligt bryst, og hvor gule farver var begrænset til undervingedækfjerene. Imidlertid fortæller de også at sådanne fugle optræder i udbredelsesområdet for ssp. acredula.
Med hensyn til mål fandt de små forskelle i vingemål hos de tre racer. Således var den gennemsnitlige vingelængde hos ssp. trochilus 69,9 mm, 71,0 mm hos ssp. acredula samt 72,2 mm hos ssp. yakutensis. Desværre fremgår det ikke hvordan vingelængden er opmålt. I ringmærkerguiden, Identification Guide to European Passerines, af Lars Svensson er vingemålene angivet som 60-70 mm hos ssp. trochilus, 60-70 mm hos ssp. acredula og 69-74 mm hos hanner og 65-68 mm hos hunner af ssp. yakutensis.
Fuglen fra Klitmøller havde en vingelængde på 64,5 mm. Dermed tyder det på at der er tale om en ssp. acredula frem for ssp. yakutensis. Karaktererne viser imidlertid, at der er tale om et meget lyst og meget ssp. yakutensis-lignende eksemplar.
Det er en svær og måske umulig disciplin at adskille sikre ssp. yakutensis fra især ssp. acredula i felten uden for de østlige yngleområder. Bliv dog ved med at dokumentere sådanne spændende fugle, da det, uanset hvad, bidrager med viden. Tag fotos af alle fjergrupper og tag mål. Måske bliver det til noget større end blot variation en skønne dag…
I 2018 blev østlige løvsangeres (ssp. yakutensis) marathontræk fra Østsibirien til Østafrika dokumenteret og præsenteret. Læs mere om det her.
Tak til Jan Salmonsen og Jens Jørgen Andersen for oplysninger og for at tilsende fotos af denne spændende fugl.
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.