Morten Bentzon Hansen d. 16. mar. 2021 kl. 11:26
Sidst opdateret af:
Morten Bentzon Hansen d. 16. mar. 2021 kl. 18:57
Landets første Nordsanger. Tipperne 18. september 1996
Jeg havde svært ved at vågne den morgen, idet jeg havde været ude og fange alm. ryler til mit specialeprojekt til langt ud på natten. Så det var faktisk gået hen og blevet formiddag, da jeg med strithår og Zeiss’en om halsen (det har man 24/7 på en fuglestation) endelig tumlede ud fra annekset til den kølige septemberbrise fra Ringkøbing Fjord. Knudsen og et par andre stod og hang op ad dørkarmen i Tipperhuset, og da jeg spurgte om de havde tjekket krattet (det havde de selvfølgelig) replicerede de, at ”der er kun mejser og fuglekonger”. Det skulle vise sig at være den mindst korrekte bemærkning det efterår!
Tipperhuset - udgangspunktet for Tippernes Feltstation.
Dataindsamlingen til mit specialeprojekt var som sagt henlagt til Tipperhalvøen i Ringkøbing Fjord i det herrens år 1996. Her boede vi en flok unge mænd (Knudsen, Gun, Amstrup, Carsten og undertegnede), der arbejdede som observatører og militærnægtere og ja så en enkelt biologistuderende. Jeg tror, at der især var to ting, som vi havde tilfælles; nemlig kærligheden til fuglene og til alle de skønne kvinder vi jo nok var lidt for generte til at turde interagere med. Kulturen på disse statsejede feltstationer (som de jo hed den gang) var jo skabt af de mange mænd, som tjente til livet ved at monitere og tælle de mange især vandfugle for Naturstyrelsen. Der blev tænkt på og snakket om fugle dagen lang, og vi drømte såmænd også tit om dem om natten. Vi levede tæt som i et lille kollektiv, hvor kaffen altid var nybrygget, og aftensmaden ofte blot en viderebygning på gårsdagens rester, der stadig stod på i gryden på gaskomfuret.
Som de unge mænd vi var, så pumpede konkurrencegenerne i os alle. Vi elskede, når vi kunne lave antalsrekorder for de forskellige arter, og især når vi så sjældne fuglearter, som vi ikke havde set før. Således gik snakken dag ud og dag ind, og vores kollektive topscorer, når det kom til en ny drømmeart, var uden tvivl den sagnomspundne Nordsanger – der på det tidspunkt blot var set én gang og af en person herhjemme i lille Danmark. Så standardbemærkningen fra alle, når man gik ud af døren, var ”jeg går lige ud og finder Nords’en!”. Da vi nåede til denne morgen den 18. september 1996, så var sætningen blevet sagt mindst 100 gange i løbet af det efterår.
Tidligere på morgenen, hvor undertegnede som sagt stadig lå og sov, var Knudsen ude og kratluske i Tipperkrattet bag ved huset. Her studsede han over et kald, der totalt lød som en vandstær – men men – det kunne jo ikke passe der inde fra bunden af et tæt krak. Man kan jo høre syner - så det blev slået farligt hen som værende ingenting.
"Kratlusk" ved Tipperhuset. Til venstre ses Henrik Knudsen. Til højre Mark Desholm.
Nå men Mark her skulle selvfølgelig lige selv tjekke op på de der ”mejser og fuglekonger”, så imens drengene søgte ind til kaffen indendørs, gik jeg en stille runde med hænderne på kikkerten. Ja der var lidt fuglekonger og vist også en enkelt musvit, men pludselig hoppede en lille grønlig phyll (en sanger af slægten phylloscopus) op foran mig i ca. 2 meters højde. Kikkerten fløj til øjnene og et markant lyst vingebånd sås tydeligt – jeg var sikker på, at dette ”mindst” var en lundsanger, men måske var det Nords’en, som vi så tålmodigt havde drømt om. Mine øjne flakkede frem og tilbage imellem kikkertens okularer med fuglen og drengene med kaffekopperne bag vinduet. Jeg studerede den vel ca. et minuts tid, og løb så resolut hen og flåede døren op og råbte ”jeg har som minimum en lunds herude!”. Alle greb kikkerterne og løb med. Men fuglen var væk……….. Efter lidt tid kunne man med lidt tålmodighed se den i små glimt, når den smuttede ud og ind imellem træernes mange blade. Nu blev der skiftevis skimtet efter kræet i trætoppens løv, og ivrigt diskuteret kendetegn. Vi skulle jo være sikre, og her var Knudsen klart den med de bedste skills. Selv var jeg først helt overbevist om Nordsanger efter en times tid eller var det mon to? Nå men lyse ben havde den, og den var bare en kraftig mother fucker af en phyll. Den ligesom hoppede tungt fra en gren til den anden og blev siddende – ikke som de andre mindre phyll’er der utålmodigt og nærmest trambolinhoppede er i konstant bevægelse. Det var Danmarks anden Nordsanger, vi havde fundet – jeg gik sgu lige ud og fandt Nords’en!!! Og på smukkeste vis fangede vi den i et af stationens spejlnet efter et par timer efter endt artsbestemmelse i felten – det kunne ikke være federe. Det var et nyt DK-kryds til alle – imens nogen af os dog havde set arten flere gange i Østen. Og Knudsen fik på eleganteste vis præsenteret Nordsangerens karakteristiske vandstære-kald af fuglen selv, da vi slap den efter endt ringmærkning. Birder-moralen: ”gå altid tilbage til en ingentings-fuser”:
Tippernes og hvad der senere skulle blive Danmarks første Nordsanger.
Tippernes og hvad der senere skulle blive Danmarks første Nordsanger.
Men glæden blev hurtigt afløst af et tyngende ansvar, for Naturstyrelsen havde ingen retningslinjer for, hvordan vi skulle håndtere en sådan raritet, og det inden på et lukket reservat. Jeg kunne heldigvis slå ud med armene og proklamere nul ansvar i denne situation – det måtte være Knudsen som stationens eneste tilstedeværende observatør der tog den tunge beslutning. For ja området var aflukket for offentligheden, men vi måtte selvfølgelig gerne få besøg af venner og familie. Så der blev ringet til et par håndfulde, som vi vidste var i kort køreafstand fra stationen, og de fuldførte alle et vellykket twitch. Efterspillet var dog knap så skønt, idet flere blev godt og grundigt fornærmet, over ikke at kunne komme fordi og se den. En vis hr. klitkonge fra nord omtalte ligefrem Knudsen som Judas i flere år herefter. Ja bølgerne kan gå højt imellem birder-venner – ikke specielt smukt, men sådan er det åbenbart ind imellem.
"Familie og venner" kigger efter Nordsanger.
I dagene efter genså vi den fysisk lille men birder-mæssigt store nordsanger i krattet, og ja Marks specialeprojekt blev sat på total pause i hele den uge, som festen varede – for ja på feltstationerne viste vi, hvordan man fejrede en så stor begivenhed, som senere skulle vise sig, at være større end vi vidste i øjeblikket. For få år senere, blev Danmarks første Nordsanger fra Amager genbehandlet og fundet for let af DOF’s Sjældenhedsudvalg – vupti Tipperfuglen var blevet ophøjet et førstegangsfund for landet, og Mark her var blevet medlem af den eksklusive klub af fuglekiggere, der har fundet en ny fugleart for landet. Men jeg må vist også erkende, at jeg jo nok dengang i 1996 toppede i min feltornitologiske karrierer. Prognosen for at jeg igen skal være så heldig at finde en ny art for Danmark, er med min nuværende feltaktivitet nærmest lig nu. Men det er helt ok – for jeg ”gik lige ud og fandt Nords’en!”.
Ole Amstrup fotograferer Nordsangeren, som Henrik Knudsen holder i hånden.
Lille disclaimer: Der er nu gået ikke mindre end 24 år, siden vi ”lige” gik ud og fandt Nords’en, så hukommelsen kan have spillet mig et par puds eller to. Men grundhistorien holder, og vil man dykke yderligere ned i fakta, så skrev jeg jo i sin tid, en ret så fyldestgørende rapport til Sjældenhedsudvalget – måske den kan findes frem.
Den glade finder. Mark Desholm anno 1996.
Se Netfugls billeder af Nordsangere HER.
Der er godkendt syv fund af Nordsanger i Danmark. De godkendte fund ses herunder:
2018-09-08 : 1 1cy trapped and ringed Jennes Sø, Skagen, NJ
2014-09-09 -(09-10) : 1 Lyngvig Fyr, RK
2012-09-15 -(09-16) : 1 1cy trapped and ringed Gedser Odde, LF
2008-08-11 -(08-12) : 1 2cy+ trapped and ringed Blåvands Huk, RB
2001-08-22 : 1 1cy trapped and ringed Holmsland Klit, Søndervig, RK
1998-09-28 : 1 Blåvands Huk, RB
1996-09-18 -(09-20) : 1 1cy trapped and ringed Tipperne, RK
Ps. På skiltet på lågen stod der følgende: For grupper på 10 eller derover kan der træffes særskilt aftale om at besøge Tippertårnet m.m.;).
Mvh. Jørgen Munck
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.