Fugle på afveje - eller?

Vores logiske forestilling om fuglenes rejser fortæller os, at de trækker nord om foråret og til det varme syd om efteråret, og at de vælger den kortest mulige vej. Det er dog langt fra altid tilfældet.
Gråsiskener der trækker fra Nordøstasien til Vesteuropa og omvendt. Rider der flyver nordvest til havet omkring New Foundland om vinteren. Bjergpibere trækker fra yngleområderne i Alperne og nord til danske kyster. Det er bare et lille udvalg af arter, der ikke følger vores gængse idé om et nord – syd træk. Men selv blandt de arter, der faktisk følger strategien om at yngle i nord og overvintre i syd, dukker der individer op, der bryder med vores logik og bevæger sig anderledes end forventet. Er de så på afveje eller giver det måske alligevel mening?

Hvad sker der med munkenes kompas?
En munk blev ringmærket på Gedser Fuglestation den 6. maj 2020. Godt en måned efter (den 7. juni) blev den genfanget i Skagen. Et lidt usædvanligt forekomstmønster for en fugl, som man ellers ville forvente fortsatte direkte til Sverige eller længere nordøst for at yngle. Munke, ved vi, har et opsplittet trækmønster med overvintringsområder koncentreret både på de Britiske Øer, ved Middelhavet og i Afrika syd for Sahara. I 2020 har vi i Skagen både haft genfund af munke på vej op gennem Østeuropa og op gennem Vesteuropa, samt fra overvintring i England. Det viser at Skagen er lidt af et knudepunkt for arten på trækket uanset hvilken rute, de har taget. Det er lidt specielt, at fuglen fra Gedser dukker op i Skagen en hel måned senere. Har den i mellemtiden rundet nordkysten af Sjælland og fortsat vest til Jylland? Vi ved det ikke, men det var tydeligt at der i juni dukkede ualmindeligt mange munke op i Skagen. Hele 260 munke (alle adulte) blev nemlig mærket i den måned, hvilket er lige så mange, som der almindeligvis bliver mærket i løbet af et helt år! Måske fugle som ikke har ynglet og driver rundt op gennem Jylland, for derfor at havne på trækforsøg i Skagen? Eller kan de måske alligevel nå at yngle? De første ungfugle på Grenen blev fanget i starten af juli.

Munk, en ung han på efterårstræk. Foto: Skagen Fuglestation  

På efterårstrækket blev en ung munk mærket ved Eemshaven i Holland den 9. september, men i stedet for at fortsætte mod syd eller vest trak den hastigt mod nord og dukkede op i Skagen kun syv dage efter. Mangler ungfuglen at få indstillet kompasset? Og derfor orienteret sig mere efter landskabet? Om efteråret ser vi generelt mange småfugle på trækforsøg på Grenen, som dermed bliver deres stopklods, når fuglene ser at de er omringet af hav. Måske dette også skete for denne munk, så den efterfølgende vendte om og fløj i den logiske retning mod syd? Alternativet er at dens drift mod at fortsætte i samme retning var stærkere end nervøsiteten for havet. Begge dele kan lyde som lidt af en omvej, men hvis fuglene til sidst ender i et favorabelt vinterkvarter og i god kondition, så er vejen dertil nok underordnet.

Munke kan overvintre både omkring Middelhavet, i Afrika syd for Sahara eller i Vesteuropa. Deres trækadfærd er derfor særlig interessant at følge udviklingen af når de både kan trække sydvest, sydøst eller nordvest om efteråret. Grafik: Anders Brinkmann, Skagen Fuglestation 

Lige netop valget af vinterkvarter har med tiden ændret sig for denne art, så måske den ikke er fløjet så meget ”forkert” endda. Det er påvist at munke fra den centraleuropæiske ynglebestand i stigende grad overvintrer i det milde britiske klima. Hvis flere fugle begynder følge en mere nordvestlig kurs fra Centraleuropa på vej til England, skal der ikke meget til for at ende op i Danmark i stedet. På Gedser Fuglestation fik de dette efterår også besøg af en munk klækket syd for os. Den 15. september fangede ringmærkerne her en ung munk, hvor ringen ganske overraskende viste at den var mærket i Tjekkiet. I det efterfølgende svar fra Ringmærkningscentralen fik de at vide den var mærket 8. august. Munke ses også i Danmark om vinteren, og det er måske ikke utænkeligt at en del af dem kan stamme fra den centraleuropæiske bestand. Det er blevet mere reglen end undtagelsen med milde danske vintre, så chancen for overlevelse kan være steget og potentielt påvirke selektionen hos arten.

En løvsanger der trækker som vinden blæser
Løvsangeren er en rigtig langdistancetrækker, der overvintrer i tropisk Afrika. Når de om efteråret passerer Skagen på deres vej fra yngleområderne i Skandinavien, forventer vi, at de typisk fortsætter ned gennem Jylland og videre syd på. Men anderledes var det for en ung Løvsanger, som blev ringmærket i Skagen den 16. september. Den blev blot tre dage senere genfanget på den svenske vestkyst på Getterön Fuglestation i det nordlige Halland, 118 km væk. Hvorfor fløj den ud over Kattegat og ikke videre over land?
Løvsangeren trækker, ligesom de fleste småfugle, hovedsageligt om natten. Der var højtryksvejr i perioden, men vinden skiftede fra at være hård nordenvind natten mellem den 16-17. september, til at være let til frisk fra vest i nætterne efter. Man kan derfor forestille sig, at den pågældende løvsanger har draget nytte af medvinden på sin rejse når den er trukket ud fra Skagens Odde. Vind, ved vi, har stor indflydelse for fuglene på deres træk, og det kan i sidste ende måske betale sig at flyve med vinden på trods af risikoen ved at flyve over åbent hav. Uanset hvad var de 118 km fra Skagen til Getterön intet ift. løvsangerens videre rejse mod Afrika. Lad os håbe den nåede frem til sin destination.

Løvsanger mærket på vej til vinterkvarteret i tropisk Afrika: Foto: Skagen Fuglestation  

Et godt år med mange fugle i ringmærkningen
2020 var et rigtig godt år i ringmærkningen med omkring 8600 fugle mærket af Fuglestationen og derudover ca. 1500 aflæsninger af egne fugle. Hertil kommer 26 fugle mærket med metalring fra andre steder i verden. Du kan til foråret læse meget mere om Fuglestationens mange aflæsninger i 2020, når den omfattende årsrapport publiceres online til gratis download.

Teamet af ringmærkere ved Kabeltromlen i Skagen. Foto: Skagen Fuglestation