Søren Haaning Nielsen d. 6. dec. 2020 kl. 15:22
Sidst opdateret af:
Søren Haaning Nielsen d. 7. dec. 2020 kl. 15:22
Rubinnattergal, Luscinia Calliope, Rubinnäktergal,
Rubinstrupe, Siberian rubythroat, Rubinkehlchen bare navnet I sig selv har en
nærmest magisk klang over sig, ligegyldigt hvor man befinder sig. Alle birdere har denne mytiske art i tankerne
når der bliver lusket småfugle i efteråret. Et fund af denne art vil sikre den
heldige birder udødelighed blandt ligesindede. Når navnet Rubinnattergal bliver
ytret blandt feltfolket, bliver man
øjeblikkeligt henstillet til en drømmetilstand og lysten til at komme i felten
med det samme opstår uundgåeligt. Næsten altid med det samme resultat……ingen
Rubin. Når birdere har været på rejser til Sibirien eller andre steder i Asien
og har set denne juvel fra Sibirien er det altid en art der bliver nævnt som et
højdepunkt på rejsen. Jeg vover pelsen og tør godt sige på dette sene tidspunkt
på året, at 2020 trods de mange megaer heller ikke blev året hvor det 3. fund
af rubinnattergal blev gjort i Danmark.
Der er blot to fund af Rubinnattergal i Danmark, begge fra Christiansø. De to danske fund er fra henholdsvis 20/10 1985 og 30/10 1995. I denne udgave af "Blast from the past" kan du som læser få historien bag begge de danske fund! Listen over de heldige som har set Rubinnattergal er meget kort, hvilket de to historier også beskriver....Rubinnattergal er og bliver ved med at være en af de mest eftertragtede arter man kan se på dansk territorie. Her kan du se hvem der har krydset Rubinnattergal på Netfugls DK liste.
Per Kjær og Oluf Lou er nogle af de få danske birdere der har
Rubinnattergal på deres DK liste. Herunder kan du læse Pers og Olufs fortælling om den dag
hvor en netrunde på Christiansø blev til en uforglemmelig en af slagsen.....
Per Kjær erindrer:
Søren Haaning har bedt mig skrive en finderberetning
om Rubinnattergalen på ChrØ i 1995. Jeg tænkte, at jeg ville tage udgangspunkt
i SU-beskrivelsen, for jeg mindes at kunne huske, at der var en del beskrivelse
af omstændighederne. Kim Liljehult fandt frem til den originale SU-beskrivelse
i Møllehuset på ChrØ. Da jeg havde genlæst SU-beskrivelsen var sagen sådan set
klar. Der er ingen grund til at gå så meget mere i dybden; SU-beskrivelsen
taler vist yderst godt for sig selv! Jeg vil dog gerne lige komme et par
tilføjelser. Jeg husker stadig oplevelsen af at stå ved S4 og være igang med at
pille fugle ud og så lige sådan helt rutinemæssigt skæve ned ad nettet for lige
at tjekke, om der sidder noget sjovt. Henne i den anden ende hænger en brunlig
fugl med ryggen til. Jeg kan kun se en antydning af hvid øjenbrynsstribe og når
at tænke "Hmm - en sen blåhals??". Jeg går hen mod fuglen og da jeg
rækker hånden frem for at tage den ud ruller den i nettet og KAPAAUUUWW - den
vildeste røde strube kantet af hvide striber skriger mig lige op i ansigtet!
Det er så vildt , at jeg bare begynder at råbe helt uhæmmet højt og vildt. Bo
L. Christiansen kommer lidt efter gående og spørger, hvorfor jeg står og råber.
Jeg skriger RUBIN!!! og viser ham fuglen. Hans svar var kort og lakonisk:
SÅDAN! Efter hjembringelsen til Stationen husker jeg ikke så mange detaljer;
historien er vist godt beskrevet i SU-beskrivelsen. Jeg mindes et par slukørede
gutter på Kroen, som var kommet for sent, og var der ikke noget med, at de også
blæste inde? Det kunne være sjovt at få en supplerende beretning fra "The
Dippers"
Og hvilken skønhed, se bare Per Kjærs billeder af Danmarks 2. fund af Rubinnattergal....En ægte "Cosmic mindfucker".
SU Rapporten så således ud:
Man forstår til fulde hvorfor at det var at der var en glædesrus blandt de heldige på Christiansø tilbage i 95. Det må have været fantastisk at have været en del af. En følelse som Oluf Lou, Michael Fink og få andre ligeledes stiftede bekendtskab med tilbage i 1985 nærmere betegnet d. 20. oktober 1985. Denne dag var det Oluf der ligesom Per blev begavet af fugleguderne da han også fik æren af at "pille" en Rubinnattergal. Dengang tilmed som ny art for Danmark!
Herunder kan Oluf Lou's SU rapport læses.....God fornøjelse
Selv en hun uden hannens rubinrøde strube er en MEGA lækker fugl...Hvem ville ikke gerne beæres af en Luscinia Calliope på sit kratlusk? Det ville være en kærkommen forstyrrelse til hver en tid. Se Olufs lækre billeder af Danmarks første Rubinnattergal....What a beauty!!
SU rapporten i 1987, så således ud da godkendelsen af DK's første Rubinnattergal var en realitet
Tilbage står alle os der (endnu) ikke har set Rubinnattergal, og kan uden tvivl relatere til og forstå den eufori der opstod blandt de få heldige birdere der var heldige nok til at befinde sig på Chrø da denne mytiske art aflagde klippeskæret besøg. For hvordan ville du selv fejre en Rubin? Der er ingen tvivl om at det næste fund i Danmark vil udløse jubel, beundring og deciderede fejringer i birder miljøet. Ligesom det uden tvivl gør overalt i Europa når denne karismatiske juvel bliver fundet.
Nærmest alle andre lande i Europa har ligeledes meget få fund af Rubinnattergal. Med undtagelse af England. Fundene fordeler sig således: England 17 fund (Næsten alle fund fra Shetland), Tyskland 2 fund, Belgien 2 fund, Sverige 1 fund, Holland 1 fund, Slovenien 1 fund, Norge 2 fund, Færøerne 1 fund, Finland 3 fund, Malta 1 fund, Estland 1 fund, Letland 1 fund og Danmark 2 fund.
Rubinnattergal, Helgoland 11 november 1995. Denne fugl udgjorde Tysklands første fund. Danske Mads Herbøl var heldig at være på den tyske hit-ø på rette tid. Oplevelsen står som et af de stærkeste ornitologiske minder for Mads...og det forstår man jo godt! Foto: Mads Herbøl
Rubinnattergal Helgoland 11.- november 1995 foto: Mads Herbøl
I indledningen skrev jeg at, jeg godt turde sige med sikkerhed at 2020 heller ikke blev året hvor der blev fundet rubinnattergal. Man skal dog som bekendt være yderst varsom med at spå om fund af fugle. Man skal jo aldrig sige aldrig.....det vidner hollands eneste fund af Rubinnattergal om. Fuglen blev "opdaget" på en facebook side om havefugle i Holland og blev herefter et kæmpe tilløbstykke for twitchere fra hele Europa. Den hollandske fugl opholdt sig i et boligområde med små haver i den lille by Hoogwoud lidt nord for Amsterdam. Det var ikke kun lokationen der var usædvanlig, også tidspunktet for fundet var helt uventet idet at fuglen blev fundet den 8. januar 2016 og blev på lokaliteten helt indtil d.12 april 2016. Helt vildt var det også da den hollandske fugl i foråret begyndte at synge! Hør og se den hollandske Rubinnattergal her.
Silas Olofson fandt tid under en mellemlanding i Amsterdam til at besøge Hoogwoud og fik ligesom mange andre en uforglemmelig oplevelse med sig. Helt sikkert en af de mellemlandinger som Silas for altid vil huske. Rubinnattergal, Hoogwoud 31. marts 2016. Foto: Silas Olofson
Herunder kan man læse hvad det Hollandske sjældenhedsudvalg skrev om fuglen fra Hoogwoud:
Med andre ord så kan man jo ikke vide hvad der gemmer sig rundtomkring i de danske haver og foderbrætter, og Rubinnattergal kan man jo således aldrig helt afskrive, uanset årstid ;-). De to danske fund har dog flere ting tilfælles: begge er fundet i net på Christiansø og begge er dukket op efter periode med hård nordvestenvind i sidste halvdel af oktober.....Rubinnattergal en art når du mindst venter den. Foto: Silas Olofson, Hoogwoud, Holland 31. marts 2016.
Særlig tak skal lyde til Per Kjær og Oluf Lou for at dele deres medrivende fortællinger og billeder om deres "rubiner". Også tak til Mads Herbøl og Silas Olofson for at kunne bruge deres smukke billeder til artiklen. Også tak til Kim Liljehult for at fremskaffe Pers beskrivelse af "hændelsen" på Chrø......
Glimrende historie Søren (-og Per og Oluf).
Jeg husker det tydeligt – næsten som var det i går.
Jeg gik rundt på Smallegade på Frederiksberg, da meldingen om Rubinnattergalen kom. Jeg erindrer ikke fra hvem, men det første jeg gjorde var at ringe til Tim Hesselballe Hansen, og sige til ham, at vi skulle til Christiansø. THH spurgte naturligvis hvad der ”var”, hvortil jeg spurgte, hvad det vildeste han kunne komme i tanke om var. THH råbte ”Rubinnattergal”, så halvdelen af Smallegade måtte have hørt det. Selv var jeg ganske forundret over, at THH ramte plet.
Derfra begyndte den store planlægning og der blev ringet rundt. Flere var klar til at twitche, og jeg erindrer ikke med sikkerhed, hvorfor vi ikke kom afsted på førstedagen. Jeg mener at huske, at det var fordi Postbåden Peter ikke sejlede pga. vejret, men jeg kan ikke afvise, at vi på grund af vejret ikke troede på projektet.
Da fuglen så blev genfanget den følgende dag, da var fortvivlelsen enorm og planlægningen startede. Munken ringede til Svaneke Havn og Postbåden Peter stod til at sejle på tredjedagen – vidst nok fordi to håndværkere skulle over på Christiansø.
Dengang sejlede natfærgen til Bornholm fra Kvæsthusbroen. Om det var Povl Anker eller Jens Kofoed der tog os til Bornholm erindrer jeg ikke, men jeg erindrer, hvordan vi mødtes i cafeteriet og ved afgangen kl 23.30 var vi omkring 8-9 mand, der spændt diskuterede det kommende eventyr. Vi var alle sikre på, at fuglen nok skulle være på øen, da vejret mildest talt var frygteligt.
Det næste jeg mindes er fra havnen i Svaneke. Jeg erindrer, at vandet i havnebassinet var nogenlunde roligt, men den stærke nordøstenvind gjorde, at bølgerne slog ind over molen. Men det betød ikke noget, for vi var tættere på en rubinnattergal end nogensinde før. Skipperen var ikke glad for at skulle sejle ud og havde der ikke stået 9 nørder fra hele DK på havnen, så var Peter blevet i havn. Det tvivler jeg ikke på.
Da vi kom ud af havnen, da begyndte det at gynge. Det ikke bare gyngede, det gyngede meget og motoren hvinede sindssygt, hver gang skruen kom over vandet. Det sammenholdt med, at vi sad i maskinos gjorde, at vi alle fik det mere og mere elendigt. Jeg sad på en bænk bag styrerhuset sammen med Munken og André Riis Ebbesen. André var tydeligvis vingeskudt og han blev psyket af, at vi begyndte at vædde om, hvornår han brækkede sig. Munken var på 14 minutter, selv mente jeg 16 minutter og den sidste i væddemålet var på 18 minutter. Efter 15 minutter og 30 sekunder kunne André ikke længere stå distancen og han måtte ud til rællingen for at brække sig. Den kraftige modvind og de høje bølger gjorde, at turen var meget lang og ingen af os var særligt søstærke. Munken måtte også hen til rællingen og kigge ned i de brusende bølger og da hans mobiltelefon sekundet efter ringede, så rettede han sig op, og sagde han ”Munck Petersen”, som intet var hændt.
Lasse Strandgaard var også med og han var også ramt. Hvid i hovedet og fuldstændig rød omkring øjnene. Jeg erindrer Munken for at sige, at selv en sorthovedet sanger ville have været misundelig over de røde orbitalringe, som Lasse Strandgaard fremviste.
Ved ankomst til Christiansø husker jeg de lokale, der var mødt op for at se, hvem der trodsede elementernes rasen og ikke mindst deres forfatning, der for alles vedkommende var sølle.
Fuglen blev eftersøgt resten af dagen, desværre uden held. Vi var dermed nødt til at overnatte på øen. Det var ikke alle forberedt på og jeg erindrer, at Munken fortalte, at han ikke havde sovet hele natten, da han havde sovet i en seng ved siden af Lasse Strandgaard og Lasse havde rystet som et espeløv hele natten. Men måske var det også lidt optimistisk af Lasse at twitche Christiansø i en novembernordøstenstorm med små grå Eccosko og en cowboyjakke. Der var vi andre lidt bedre forberedt, men Lasse havde ikke lige tænkt over, at en overnatning kunne være nødvendig.
Den følgende dag fortsatte eftersøgningen og som Postbåden Peters afgangstid nærmede sig faldt håbet om succes. Desto større var sejrens sødme, da Kasper Thorup kort tid inden afgang genfandt fuglen og jeg husker, at vi næsten alle stod og nød fuglen, mens den blev holdt i hånden af Jan Hjort Christensen. Når jeg skriver næsten alle, så skyldes det, at sekunder inden fuglen blev sluppet, så var der en der sagde ”hvor er Calle?”. Og ganske rigtigt, så manglede Carl Christian Tofte! Han var ikke at se, men han blev fundet nede på kroen, hvor han sad og tegnede fugle. Der var få sekunder mellem succes og fiasko for ham, men til alt held, så fik han også fuglen at se.
Jeg erindrer ikke meget fra turen hjemover, men er sikker på, at den var meget mere fornøjelig, da et episk twitch var udført succes. Og hvis jeg ikke husker meget forkert, så var deltagerne på denne udflugt: Jørgen Munck, Kasper Thorup, Tim Hesselballe Hansen, André Riis Hansen, Carl Christian Tofte, Lasse Strandgaard, Morten Bentzon Hansen, Carsten Hansen og Lennart Pedersen. Jeg må dog tilstå, at jeg ikke er helt sikker på de to sidstnævnte.
Sådan gik det til – og vi fik heldigvis arten på DK-listen inden den kom i burfuglefolkets søgelys.
Hej Søren og Morten - så kom artiklen frem igen. Igen tak for en underholdende beretning. At beskrivelsen er flippet hænger jo sammen med et overdådigt fund, og ornitologien skal jo også være sjov. Men hvis England har 17 fund, er det vist på tide at vi får den næste fugl - hvem finder den? - og får et ridderkors af 1 grad!
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.