ID-udfordring: Tornskaden fra Bredfjed

Bredfjedfuglen. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Der lød storalarm fra Sydlolland den 8. november, idet Ralph Quinten fandt en ”isabellatornskade” der de følgende to dage blev set og oplevet af mange twitchere. Jeg vil Lade Ralph om at berette om fundomstændighederne. Her vil jeg i stedet dykke ned i feltbestemmelsen.

Isabellatornskade var tidligere regnet som bare én art, men er nu opdelt i to: Isabellatornskade og Turkestantornskade.

Isabellatornskade yngler fra Altai i Rusland gennem de nordlige Kina og Mongoliet østpå til den øvre del af Amurfloden. Den overvintrer i det sydlige Arabien samt i Øst- og Centralafrika.

Turkestantornskade yngler fra Iran og nord- og østover til Xinjiang gennem Turkmenistan, Afghanistan, vestlige Pakistan, Uzbekistan, Tadzhikistan og det sydlige Kazakhstan. Den overvintrer også i det sydlige Arabien samt i Østafrika.

De to arter giver en del udfordringer i forhold til feltbestemmelse, hvor særligt ungfugle volder store problemer, på grund af meget store ligheder. Derfor er det vigtigt at få styr på en aldersbestemmelse, da feltbestemmelse derfra er meget nemmere.

Den aktuelle fugl ved Bredfjed er adult (2K+). På billeder, men også i felten, kunne det let ses at svingfjerene var brunlige og slidte. De blev fældet i forbindelse med dens komplette vinterfældning for godt og vel et år siden. Kun den inderste armsvingfjer var nyfældet, ligesom de tre tertiærer, hvilke er fældet efter yngletiden, for ca. 3-4 måneder siden.

Bemærk de slidte brune svingfjer (rød pil), den fældede inderste armsvingfjer (blå pil) samt de fældede tre tertiærer (grøn pil). Fuglen er dermed adult (2K+). Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Baseret på karaktererne i ansigtet, hvor ansigtsmasken er begrænset og ikke sort, er det rimeligt at kønsbestemme den til en hun.

På det grundlag kan vi nu vejre morgenluft i forhold til en sikker artsbestemmelse!

Det er nemlig sådan, at hvor ungfugle, som sagt, er problematiske, så er adulte (2K+) hunner noget nemmere at kende fra hinanden når det gælder typiske individer.

Således er isabellatornskade typisk kendetegnet ved at undersiden, inklusiv strube, er varmt ferskenfarvet som en meget påfaldende karakter. Derudover er oversiden, inklusiv issen, lyst sandfarvet, hvor en mørkere farve på issen typisk er knap så påfaldende og typisk sidder forrest på issen. Halen virker rød (som på rødstjert) og er, som regel, kun lidt mørkere end overgumpen. På grund af undersidens farve, virker hunner af isabellatornskade ikke særligt kontrastrig. I ansigtet er en eventuel øjenbrynsstribe ikke hvid, men i stedet typisk varmt farvet.

Se eksempler på hunner af isabellatornskade:

http://orientalbirdimages.org/search.php?Bird_ID=2401&Bird_Image_ID=38584

http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=38999

http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=12656

Turkestantornskade er til gengæld kontrastrig på grund af en overvejende hvidlig underside, en mørkere kølig overside og en ofte påfaldende varmt brun isse. Halen opleves som tydeligt mørkere end overgumpens farve, og ofte ses smalle mørke bræmmer på issefjerene. Sidstnævnte ses vist ikke på isabellatornskade. En hvid øjenbrynsstribe er typisk til stede.

Når man studerer den aktuelle fugl fra Danmark, passer samtlige af de nævnte karakterer på turkestantornskade. Eneste karakter der er påfaldende smal og næsten manglende, er øjenbrynsstriben. Derudover passer undersidens farve perfekt, ligesom den varmere farvede isse og halens farve mod overgumpen. Endda kunne det såvel på billeder som i felten konstateres, at der var smalle mørke bræmmer på mange af issefjerene.

Bemærk på de tre fotos herunder hvor forskelligt fuglens kontraster på oversiden kunne opleves i forskellig belysning.

Bredfjedfuglen i gråvejr. Bemærk den hvide underside, højst med et hint af varm toning på flanke og brystside. Undersidens farve står i stor kontrast til oversidens farve. Bemærk også den varme isse der står i kontrast til fuglens øvrige overside, samt halen der virker ret mørk. Foto: Lars Paaby.

Bredfjedfuglen i gråvejr. Bemærk at vinklen gør, at såvel isse og hale opleves som varmt farvede mod en køligt farvet ryg. Bemærk også den store kontrast mellem overside og den hvidlige underside. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Bredfjedfuglen i solskin. Bemærk hvordan oversidens kontraster bliver ret svage. Til gengæld er kontrasten mellem oversiden og den hvide underside tydelig. Måske træder en hvid øjenbrynsstribe tydeligere frem? Foto: Sakari Kauppinen.

Bredfjedfuglen. Bemærk de finere kendetegn i form af en markant kontrast mellem hale og overgump samt smalle mørke bræmmer på issefjerene. Foto: Henrik Haaning Nielsen.

Alt i alt mener jeg at fuglen på grundlag af alder og de viste dragtkarakterer på fineste vis lever op til en Turkestantornskade. Imidlertid er der indsamlet ekskrementer (i daglig tale i birderverdenen: pøller) fra fuglen med henblik på en DNA-analyse som ekstra sikkerhed.

Sakari Kauppinen der vil stå for det grundlæggende arbejde med dette, har sendt mig følgende kommentar:

”Alle tre tornskade-arter ((=Rødrygget (L. collurio), Turkestantornskade (L. phoenicuroides) og Isabellatornskade (L. isabellinus)) hybridiserer, og det er ikke muligt at adskille Rødrygget tornskade fra Turkestantornskade vha. analyser af mitokondrie-DNA. Men det ser ud til at være muligt at adskille Isabellatornskade fra Turkestan/Rødrygget-gruppen baseret på en DNA-analyse. Det bliver derfor spændende at se, om det lykkes at oprense DNA fra de indsamlede ekstrementer fra Bredfjed-fuglen og få kørt en DNA-analyse af fuglen. Det skal helt klart prøves og det gør vi snarest”.

Det bliver spændende om fugens karakterer bakker DNA-resultaterne op.

I forbindelse med denne artikel har det været inspirerende at læse dette blogindlæg:

http://gobirdingeu.blogspot.com/2018/02/daurian-and-turkestan-shrikes.html

Tak til Sakari Kauppinen og Lars Paaby for udlån af fotos.